Inge og Villy Berg

 

Fra kapitel 8 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder. © 2017 Høkerforeningen.

Bella i Brønshøj

Villy Berg er født 28. maj 1925 i Valby og død december 2012.

Inge Berg er født den 9. april 1927 i Valby .

Begge forlod folkeskolen efter 7. klasse og kom direkte ud i arbejdslivet. Inge som bypige i et ismejeri og hos Schous Sæbehus, indtil hun som 16 årig fik arbejde på Valby Strømpefabrik, hvor hun arbejdede indtil hun blev medhjælpende hustru i 1954, hvor de købte deres første forretning.

Som 14 årig kom Villy til Firmaet Houlberg i Kødbyen som bybud og arbejdsdreng i slagterforretningen. Ugelønnen var 11 kr., hvoraf han selv skulle købe 2 forklæder og to bluser til arbejdstøj.

Som 18 årig blev Villy forfremmet til ekspedient og skulle bl.a. sørge for at pakke kød til kunderne i provinsen og vise fabrikken frem for besøgende. Det var et hårdt arbejde med lange arbejdsdage fra kl. 6 – kl. 16 hver dag også om lørdagen.

Firmaet Houlberg var et kontroversielt firma at arbejde for.

Under Anden Verdenskrig var firmaet ikke velanskrevet, fordi det også solgte varer til tyskerne, men Villy var en trofast og loyal medarbejder uden fagligt eller politisk engagement.

Inge og Villy blev gift i august 1946. Villy kom aldrig i lære som slagter eller pølsemager, så han var autodidakt, og det har han klaret sig fint med gennem alle årene.

I 1954 købte de deres første forretning i Gladsaxe men flyttede året efter til Frederikssundsvej 162 i København. Forretningen kom til at hedde „Bella“ og her drev de viktualie- og charcuterieforretning.

I Kødbyen købte Villy hele grise, som han og Inge forarbejdede til rullepølser, medister, frikadeller m.m., så alt hvad der blev solgt i forretningen var hjemmelavet.

De fik oparbejdet en stor og trofast kundekreds, som kom langvejs fra. Der var sommetider kø helt ud på Frederikssundsvej. Forretningen blev drevet som et familieforetagende med hjælp fra Inges mor og søster. Hen ad vejen blev forretningen udvidet med en selvbetjeningsafdeling, det var noget ganske nyt i begyndelsen af 60’erne.

I 1979 var Inge og Villy parate til at prøve noget nyt i deres forretningslokaler, så de tog med Restauratørforeningen til New York for at se på grillbarer, som var noget ganske ukendt i Danmark på det tidspunkt.

De besluttede at åbne en grillbar, hvor man kunne sidde og spise eller tage maden med hjem. Take away, som det hedder i dag. Der blev også opstillet en spillemaskine i forretningen, så man kunne fornøje sig, medens man ventede på maden. Forretningen havde åbent alle ugens dage fra kl. 10-24. Det blev en stor succes, men det krævede også en stor arbejdsindsats. Folk kom fra hele landet for at se denne nye grill bar.

Inge og Villy har haft næse for hvad der var oppe i tiden, så efter nogle år ombyggede de grillbaren til en hyggelig café, som kom til at hedde „Vi ses hos Berg“. Uheldigvis brændte cafeen lige da den var blevet indrettet, men dette tog ikke modet fra Inge og Villy, de genopbyggede cafeen og havde nogle gode år der, indtil de solgte den i år 2000 efter 45 år i høkerbranchen.

Villy Bergs butik på Frederikssundsvej 162 fra højre: Villy Berg, Inge Berg, Inges søster Ajo, Inges mor Olga samt en medhjælpende pige. Privatfoto.

Villy kom med i Høkerforeningen for at være med i en faglig organisation. Både Inge og Villy deltog gerne i både faglige kurser og selskabeligt samvær i Høkerforeningen.

Inge og Villy er strålende eksempler på en succesrig tilværelse, privat såvel som professionel, som er bygget op ved hårdt arbejde, flid og arbejdsomhed. Begge blev født i beskedne kår, voksede op i vanskelige tider i 30’erne og 40’erne, hvor der ikke var fokus på unge menneskers fremtidsdrømme, men der gjaldt bare om at få et arbejde eller en uddannelse, man kunne leve af.

Da de startede som selvstændige i midten af 50’erne, var der ikke noget der hed iværksætterydelse eller kontanthjælp. Inge og Villy har to sønner, men ingen af dem har ønsket at fortsætte i forældrenes fodspor.

Peter Schroeder

Peter Schroeder (f. 1962)

Cand. mag. i historie og samfundsfag fra Københavns Universitet. Overbygningsuddannelse i kommunikation (RUC).

Lektor og studievejleder på Slotshaven Gymnasium i Holbæk.
Underviser i samtidshistorie, kulturforståelse, samfundsfag.

https://peterschroeder.dk/om_mig.html
Forrige
Forrige

Henning Andersen

Næste
Næste

Irene Schack Eriksen