Fattigdom og filantropi

Fra kapitel 5 i bogen Høkerne i København af Peter Schroeder.
© 2017 Høkerforeningen.

At komme fra landet og flytte til hovedstaden i 1800-tallet har været en stor udfordring for samfundets svageste. Og det var især de svageste, der drog mod byerne for at prøve lykken, uden så meget at miste, hvor de kom fra.

I 1834 boede der ca 100.000 i København, knap 10% af befolkningen – tre generationer senere i 1901 var befolkningstallet firedoblet til godt 450.000 – nu næsten 20% af befolkningen.

Urbaniseringen var med andre ord en støt fremadskridende proces igennem hele 1800-tallet, hvor nye indbyggere dagligt ankom til hovedstadens mylder for at søge lykken. Det liv, de forlod på landet, var med nutidens øjne alt andet end let og behageligt, men i det mindste i nogen grad forbundet med et vist omfang af social tryghed.

Landbosamfundets dårligst stillede: husmænd, daglejere, løsarbejdere og tjenestefolk, var bestemt ikke garanteret nogen økonomisk sikkerhed af samfundet. Men den form for socialt sikkerhedsnet, der trods alt fandtes i form af familiehjælp eller privat godgørenhed, havde dog alligevel en vis chance for at opsamle mange af de nødstedte, som sygdom, ulykke og alderdom havde gjort uarbejdsdygtige og derved ude af stand til at forsørge sig selv.

Landbosamfundets velgørende personer, godsejere og velstående gårdmænd, har uden tvivl videreført traditionen fra den feudale samfundsindretning for at føle et patriarkalsk ansvar for sognets små og svage og give dem en chance for på lempelige vilkår at klare sig præcis så godt, at livet kunne opretholdes, så de gik fri af fattigvæsenet. På samme vis var der i landsbyfællesskabet tale om, at man indbyrdes hjalp hinanden og sognets egne nødstedte.

Offentlig hjælp til de fattige, der ikke gennem netværk og privat godgørenhed kunne klare sig selv, var overladt til fattigvæsenet. Det havde traditionelt været den katolske kirkes domæne at sørge for de fattige, men efter reformationen i 1500-tallet var det kongemagten, der havde overtaget opgaven, bl.a. fordi den katolske kirkes ejendom var tilfaldet staten.

De katolske sundheds- og fattigstiftelser, hospitaler, blev videreført, og velstående borgere blev med fattigforordningen i 1708 forpligtet til at bidrage til fattigvæsenet. I løbet af 1700-tallet blev den offentlige forsorg reorganiseret i tråd med oplysningstidens „noget-for-noget“-tankegang.

Den fattige var et potentielt produktivt samfundsmedlem, der placeredes på fattiggårde, deres eventuelle bohave blev pantsat, og fattiglemmet sat til tvangsarbejde, berøvet sine borgerlige rettigheder. I 1834 kom det f.eks. så vidt, at fattige ikke måtte gifte sig uden fattigvæsenets tilladelse.

Vejen ud af fattigvæsenet var noget nær umulig – at være på fattighjælp var en brændemærkning, ensbetydende med fysisk isolation fra det omgivende samfund – de fattige skulle skamme sig over at ligge fællesskabet til last.

Så sent som i 1865 skrev sognepræsten C.L. Børresen om fattighusene:

Her var skikkelige mennesker, men også uberegnelige fattiglemmer, der levede et uordentligt og ryggesløst levned og spredte fordærv omkring sig. De udgjorde en alvorlig smittekilde for alle de øvrige beboere i fattighuset, men også den omkringboende almue.

For de mennesker, der ankom til hovedstaden eller landets øvrige købstæder har tilværelsen bestemt heller ikke været nem. De mest udsatte grupper i datidens bysamfund var især hjemsendte soldater og daglejere fra landet, der søgte lykken f.eks. i den fremvoksende industri, samt på et senere tidspunkt de nævnte gruppers enker og evt. mindreårige børn.

Byernes dominerende erhverv var dog stadig til langt op i 1800-tallet handel og håndværk, og disse grupper fik i mangel af et socialt sikkerhedsnet udover fattigvæsenet varetaget deres sociale interesser af håndværker- og handelslavene.

Erik Henningsens maleri fra 1887, Bønder i hovedstaden, kunne sagtens være landboere på vej til at starte forretning i København. Kilde: Arbejdermuseet.

Udover lavenes allerede beskrevne politiske funktioner havde de også sociale opgaver overfor medlemmerne. Især efter fattigloven i 1803 havde bestemt, at alle, der ikke kunne forsørge sig selv, uden undtagelse hørte under fattigvæsenet – før havde det kun været de meget fattige. Lavene tog sig derfor i stigende grad af at hjælpe standsfæller imod den værste armod som et værn mod, at nogen skulle havne under fattigvæsenet, som alle mere og mere opfattede som uretfærdigt.

Høkerfaget tiltrak utvivlsomt mange af datidens svage og udsatte, der søgte til storbyen. Og det kan derfor heller ikke undre, at høkerne efter bedste evne forsøgte at organisere sig i en forening, det kunne være i en såkaldt korporation eller i bedste fald som regulært lav, afhængigt af mulighederne. For her lå nemlig udsigten til social sikkerhed og tryghed. De gamle landbofællesskabers tryghed fandtes ikke i byen, hvor enhver var sig selv nærmest, så sammenhold og et selvkonstrueret socialt sikkerhedsnet var, hvad høkerne gik efter.